P+P arkitekter har udført dette eksklusive renoveringsprojekt, hvor vi har været så privilegerede at levere døre og vinduer til.
Vi var fra starten af projekteringen involveret i udførelsen af vinduer og døre, og fik mulighed for at komme med vores input.
Vi har leveret vinduer og døre udført i europæisk eg, plankedøre med egefiner indvendigt, indvendige døre i sortmalet fyr og med malede mahogniplanker.
Derudover har vi til staldlængen, som er omdannet til selskabslokale, leveret indvendige forsatsvinduer tilpasset de gamle murhuller med varierende pilhøjder.
Arkitekten har valgt Skodsborg messing greb til vinduer og terrassedøre, til hoveddørene er der valgt Arne Jacobsen messing facadedørsgreb og besætninger.
Et af den type samarbejder vi værdsætter meget, da det virkelig involverer vores viden om materialer og produktion.
Havmøllen ved Dråby på Djursland er en historisk møllegård ved Kattegat. Gårdens kampestenslænger har stået forfaldne, og stuehuset fra 1700-tallet kunne ikke reddes. De nye ejere vil genskabe stedet som mødested for events med formidling af natur, landbrug og håndværk.
Stuehuset er erstattet af et nyt stuehus på 250 m2, som fungerer som enfamiliebolig og med særskilt gæste/feriebolig. Der er anvendt håndværk og materialer af bedste kvalitet: Grundmurede yder- og indermure med nyfortolkning af traditionelle murværksdetaljer, indvendige tømmerkonstruktioner i massivt egefuldtømmer og tag i naturskifer.
Længerne er istandsat med blik for husenes autentiske udtryk. Agerumslade, ko- og hestestald har bevaret deres identitet og kan fungere som rum til arbejde, læring og sammenkomster.
Du kan se meget mere om hvordan P+P arkitekter arbejder med kulturarv på www.pplusp.dk/kulturarv samt læse mere om havmøllen her.
HUJ A/S har været udførende entreprenør på projektet.
Hvis dette projekt har vakt din interesse, står vi gerne til rådighed med hjælp til forslag og udformning af mulige løsninger; både i forhold til materialer og funktion, når du skal planlægge dit næste projekt.